SAMTALER OM KUNST #1

________________________

Med kunsthistoriker og kunstformidler,
Martin Kristensen.

Her på Kulturkanalen elsker vi at tale om kunst og kultur – det er vist ikke nogen hemmelighed efterhånden 😉 .. Derfor synes vi også, at det er både inspirerende og ganske oplagt at tale med mennesker, som også holder af kulturen, og som selv bruger meget af deres tid på at udforske og opleve kulturelle tilbud – både professionelt og i deres fritid. I denne uge har vi talt med kunsthistoriker og kunstformidler, Martin Kristensen, der nærer en stor kærlighed til den københavnske kunst- og kulturscene, og som få andre, kan få stjerner i øjnene, når han engageret taler om kunst, der rører ham.
Vi har stillet ham 5 spørgsmål om hans (kærligheds)forhold til kunsten.

1. Hvorfor valgte du lige at læse kunsthistorie?

“Jeg har altid elsket kunst, litteratur, historie og filosofi – altså store dele af humanismen, og det fantastiske ved kunsthistoriefaget er og var, at det favner det hele. Jeg kunne se mig selv arbejde med kunst for altid og aldrig blive træt af det; kunsten bliver ved med at give, og jeg kan altid finde nye, interessante perspektiver i den.
Jeg mener, at kunsten er ekstremt vigtig, både for mig selv og for det samfund vi lever i. Nogle af de største oplevelser jeg har haft i mit liv, har været i relation til kunst, fordi den har lært mig noget om mig selv og udvidet mine horisonter – noget, jeg synes er meget vigtigt for os alle sammen.”

2. Hvem er din yndlingskunstner?

“Det er jo nærmest et umuligt spørgsmål .. jeg har i hvert fald flere end én!
En jeg altid vender tilbage til er Caravaggio. Han er noget helt særligt og hans billedsprog er fuldstændig ekstremt. Han var forud for sin tid, og mestrede universelle tematikker som had, kærlighed og sorg på en måde, der stadigvæk taler til os i dag.
Jeg kan opsluges helt i hans stoflighed og hans arbejde med chiaroscuro, og for mig var han et kunstnerisk geni – noget, der vist ikke kan diskuteres ;-).

Caravaggio, Matthæus‘ kaldelse, 1599-1600, olie på lærred. Rom.


To andre kunstnere, som jeg bliver nødt til at nævne, er Vilhelm Hammershøi og Anna Ancher; to samtidige kunstnere, der på hver deres måde revolutionerede den danske kunstscene. Den måde, som de bearbejdede lys, rum og farver på, er helt og aldeles enestående, og alt det usagte i deres værker, er dét, der efterlader det største indtryk.
– Og selvfølgelig alle de andre kunstnere, der ikke er plads til at nævne her!”

3. Hvad er én af dine bedste kulturoplevelser nogensinde? Sådan én, der er blevet hos dig lige siden?

“Første gang jeg var i det Sixtinske Kapel var noget helt særligt, og noget som jeg aldrig glemmer. På en måde var det den første gang, jeg fik en fornemmelse af den sublime oplevelse. Dér blev det klart for mig, at kunsten kan noget helt specielt; selvom jeg ikke er religiøs, var følelsen af noget ophøjet og noget metafysisk tilstede – og den var meget tydelig for mig. At se det skaberarbejde og det håndværk, som hovedsageligt var udført af én mand, er dybt imponerende.”

4. Hvad er din seneste kulturoplevelse – og hvad syntes du om den?

“Min seneste kulturoplevelse var særudstillingen “Mor!” på Louisiana, som jeg egentligt ikke havde de store forventninger til, men som overraskede mig meget positivt. Louisiana formåede at tage et, på mange måder, klichéfyldt emne og nuancere det i en grad, som virkelig kom bag på mig. Den kunstneriske bredde var både gennemtænkt og overvældende, og alle sider af mor-begrebet blev belyst på fineste vis.

Dieric Bouts, Madonna med barnet, 1454 olie på træ, SMK.


Gennem udstillingen gravede man sig dybere og dybere ned i alverdens afstikkere og tematikker, og man vidste aldrig hvad, der gemte sig rundt om næste hjørne. Efter min mening er det noget af det bedste ved udstillinger; når de er uforudsigelige og overraskende, og når man glæder sig, og er spændt på, hvad der mon venter i det næste rum.
Hvis man endnu ikke har været forbi udstillingen, kan jeg virkelig anbefale, at man skynder sig afsted!”

5. Hvorfor er kunsten så vigtig for dig og for vores samfund i dag – hvis den altså er det?

“Det er den bestemt! Det er der vist ingen tvivl om; både for mig selv og i et mere bredt samfundsmæssigt perspektiv. Kunsten er vigtig, fordi den kan vise os andre og nye aspekter af tingene – og derigennem udvide vores horisonter. 
Kunsten har uendeligt mange facetter og kan, når den fungerer, både være et vindue til en ukendt verden og ren æstetisk nydelse. Det er dér dens store styrke ligger. Det er netop i kunsten, at det underbevidste kan få en form og en stemme.”

_____________________

Tak til Martin Kristensen for en dejlig samtale! Her på Kulturkanalen ønsker vi jer alle nogle dejlige sommerdage i solen – vi ses snart til flere samtaler om kunst og andet godt kulturindhold! ❤

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: