TEMA: UD I DET #BLÅ

Blå er uden tvivl én af de mest brugte og yndede farver, vi har. I mange kulturer er den blå farve knyttet til det guddommelige, ligesom den ofte siges at symbolisere spiritualitet, harmoni, ro og orden. I naturen finder vi både ro i og bliver overvældet af havets uendelige nuancer og den klare lyseblå himmel, som vi længes efter på grå og tågede vinterdage. Det er derfor ikke spor underligt, at den blå farve, alle dage, har været yderst populær i kunsten, både fra nær og fjern.

I dette tema ser vi nærmere på nogle af de kunstværker, hvor blå indtager en central plads, og skaber et helt særligt og stemningsfuldt udtryk. Vi skal ud i det blå, og på vores vej kommer vi blandt andet forbi Yves Klein, Edgar Degas, P.S. Krøyer og en særlig fotografisk proces kaldet cyanotypi.

Vi kan røbe, at vi allerede har et par af disse motiver hængende hjemme hos os, og hvem ved? Måske du ligeledes bliver inspireret til at lade den blå farve indtage dine vægge – for fantastiske motiver, som tilmed bidrager med positiv energi, harmoni og ro, kan da kun være en god idé!

God (blå) læselyst! 🙂

VINCENT VAN GOGH, DE STERRENNACHT. SAINT RÉMY, 1889.

De Sterrennacht, eller Stjernenatten, er nok et af verdens mest genkendelige kunstværker, og et du, med stor sandsynlighed, er stødt på op til flere steder. Man kan møde motivet på små caféer, i private hjem og sågar på alverdens merchandise såsom kopper, t-shirts og magneter.

Den blå, hvirvlende nattehimmel og de ekspressive penselstrøg er fængende, magiske og fantasifulde, og man nærmest suges ind i det sammensurium, der udgøres af det sammensmeltende møde mellem bjerglandskab og himmel.

Vincent van Gogh (1853-1890) udarbejdede værket i 1889, hvor han var indlagt på det psykiatriske hospital, Saint-Paul-de-Mausole, i Saint-Rémy-de-Provence (i behandling for en maniodepressiv psykose). På hospitalet fik han ekstra plads, som han kunne bruge som studie, og trods flere psykiske ’tilbagefald’ med hallucinationer og selvmordstanker, var han i denne periode usædvanligt produktiv, og fuldendte omkring 150 malerier i løbet af et år.
Ét af kendetegnene for van Goghs kunst i denne periode, var en dominerende brug af mørke farver, herunder særligt de mørkeblå nuancer, som giver dette værk sit karakteristiske udtryk.

EDGAR DEGAS, DANSEUSES BLEUES, 1890.

Når man siger Edgar Degas (1834-1917) må man også sige balletdanserinder. Degas er kendt for sine enestående øjebliksskildringer af danserinder som dem ovenfor, ofte fanget i færd med at udføre deres arbejde eller i venteposition før tæppefald. Han var eminent til at skildre bevægelse, farver og stoflighed. Den blå farve i pigernes kjoler er ikke bare blå, men changerer fra lys til mørk, over flere grålige og grønlige toner. Tegningen er udført med pastelkridt, som både er nemt, hurtigt og kraftfuldt at bruge, og hvor man hurtigt kan man gnide farverne ind i hinanden uden at bruge vand. Med kridtet kan Degas frembringe en helt særlig stoflighed i motiverne, så skørterne på én og samme tid virker helt tynde og bevægelige, men samtidige fornemmer man de mange lag.

Ligesom Degas’ kunstnerkollegaer i Paris omkring 1870’erne var han interesseret i at gengive og fange øjeblikket, som for hans vedkommende ofte var kroppe i bevægelse og lys. Det var helt karakteristisk for impressionisterne, som Degas var en del af; ønsket om at fastholde øjeblikket og det flygtige indtryk. Det gør Degas i en tegning som denne, hvor alle kvinderne er optaget af at gøre sig klar, med bøjede arme, strakte ben – alt sammen oplyst af den dæmpede teaterbelysning der ofte har et blåligt skær over sig, hvis ikke kjolerne i forvejen er blå, som de er her.

HILMA AF KLINT, DE TI STØRSTE, NR. 1, BARNDOMMEN, GRUPPE IV, 1907.

Der er nogle kunstværker, som øjeblikkeligt højner humøret. Sådan har vi det med værksamlingen, De ti største, af Hilma af Klint (1862-1944), og særligt værket Barndommen. Motivet er både legende og roligt og er, med den mørkeblå baggrund og de afdæmpede rosa, orange og gule nuancer, behagelig øjenlyst.

Hilma af Klint var en svensk billedkunstner, antroposof og en af de mest interessante pionerer inden for tidens abstrakte kunst. Hun studerede ved det Kungliga Akademien för de fria konsterna i Stockholm, og tilhørte her en af de første generationer af kvindelige kunststuderende. Hun udstillede nogle af sine tidlige, naturalistiske billeder, mens de abstrakte malerier, allerede påbegyndt i 1906, blev holdt hemmelige gennem en årrække. Barndommen, blandt mange andre værker, blev efterladt med en testamentarisk bestemmelse om, at de først måtte vises for offentligheden 20 år efter hendes død. Hilma var overbevist om, at tiden ville hjælpe med at gøre forståelsen og åbenheden for værkerne større.

Med sin kunst gjorde Hilma op med den synlige virkelighed og med abstraktion, form og farve for dets egen skyld, for i stedet at formidle det ikke-synlige. Hun inddragede antroposofiske strømninger og forestillinger om tilværelsens åndelige dimensioner i sine værker, og udforskede forskellige stadier af menneskets eksistens. Kunsten skulle, ligesom livet, skildre, at virkeligheden ikke var begrænset til den fysiske dimension, og at den indre verden var akkurat ligeså virkelig som den ydre. Med Barndommen ser vi netop det symbolprægede og geometriske formsprog, og skildringen af den indre verden, den barnlige harmoni og fantasi. Motivet er spirende, forhåbningsfyldt og drømmende, ligesom Hilmas symboler for både maskulin og feminin energi, gul og blå, er repræsenteret.

De ti største er symbolske skildringer af menneskets fire livsaldre: barndom, ungdom, voksenliv og alderdom, og de er alle den ekstra opmærksomhed værd – man bliver bestemt kun mere nysgerrig på Hilmas forunderlige liv og virke.

HENRI MATISSE, BLUE NUDE II (NU BLEU II), 1952.

Vi bevæger os videre til endnu et fantastisk værk, endnu en klassiker, nemlig Blue Nude II (Nu Bleu II) af Henri Matisse (1869-1954), hvor vi ser den den genkendelige siddende kvindelige figur i blå. Den franske kunstner arbejdede både som maler, grafiker, tegner og skulptur; en bred palet, der kommer tydeligt til udtryk i dette værk.
Han beherskede farvens og tegningens udtryksfulde sprog på fineste vis, og skabte et imponerende livsværk gennem sin karriere, som strakte sig over et halvt århundrede.

Blue Nude II er ét af Matisses mest kendte værker og ses, sammen med hele Blue Nude-værkserien, som nogle af de bedste og særligt betydningsfulde værker fra denne periode i moderne europæisk kunst. Kvindekroppens form var et yderst vigtigt motiv og en rød tråd gennem mange af hans værker, særligt fordi motivet var det perfekte udgangspunkt i hans indtrængende ønske om at forene farve og linje. Matisse opnåede dette ved at “klippe direkte i levende farver”, noget som gør sig gældende i Blue Nude II, hvor den udklippede kvindekrop på én og samme tid fremstår med skarpe grafiske linjer og bløde, organiske former.

Serien af de blå nøgenmodeller tager dermed form som såkaldte cut-out værker. Her skabte Matisse papircollager, eller découpage, ved at klippe allerede malede papirstykker i forskellige størrelser og farver for herefter at sætte dem sammen til nye dynamiske former og kompositioner. Teknikken, der lægger sig i et interessant krydsfelt mellem maleri og skulptur, blev særligt afgørende for Matisse i 1941 da han, i forbindelse med sygdom og operation, ikke længere kunne gå og derfor ikke kunne male, som han plejede. Matisses Blue Nude II cut-out blev derfor udarbejdet i den sidste del af Matisses kunstneriske karriere, og var; “slutproduktet af et livslangt arbejde og en strøm af en enorm, oprigtig og hård indsats”.
Værket er ét vores absolutte favoritter, og hos os er der ingen tvivl om, at det, på flotteste vis, indrammer Matisses dedikation til farverne, formerne og dét at leve med en uadskillelig glæde til livet og kunsten.

YVES KLEIN, BLUE MONOCHROME, 1961.

Vi kan ikke skrive et tema om farven blå i kunsten uden at nævne Yves Klein (1928-1962) og hans blå monokrome værker. Værker som skiller vandene; for kan én farve på et lærred være god kunst?
Som kunstner inspireredes Klein af himmelen som ét stort kunstværk, og gennem sit kunstneriske liv jagtede han nye måder, hvorpå han kunne skildre det uendelige og den sublime æstetik, som fandtes i det immaterielle. Udgangspunktet fandt han i den monokrome abstraktion, en form for ny æstetisk bevidsthed, hvor farven blev befriet fra den materielle form, og som derfor gav beskueren mulighed for at opleve farven uden formens restriktioner og normer.

Klein, der var autodidakt kunstner, begyndte sin kunstneriske karriere i 1946, og lod sig i høj grad inspirere af østasiatiske religioner samt rejser til Europa og Japan i sit arbejde med det immaterielle i kunsten.
Fra 1956 koncentrerede han sig om farven blå, som han forbandt med spiritualitet og kosmologisk sensibilitet. Den blå farve, som han gav navnet International Klein Blue og tog patent på i 1960, anvendte han blandt andet i svamperelieffer, skulpturer og i antropometriske malerier, hvor kvindelige modeller satte aftryk på lærredet, mens de var indsmurt i maling.
Fra 1960 blev Klein medstifter af kunstnergruppen Nouveaux Réalistes, og udvidede samtidig den blå palet til en treenighed med guld, monogold, og rød, monopink.

Yves Klein døde ganske ung efter flere blodpropper i hjertet, men nåede i løbet af sin korte karriere at slå sit navn fast i kunsthistorien. Han var en pioner inden for performancekunst og frontløber inden for minimalismen, og hans forståelse for farvens kraft skabte en ny forståelse for kunstens immaterielle karakter.

P.S. KRØYER, SOMMERAFTEN VED SKAGEN, 1892.

Nu skal vi hjem til Danmark for en stund, og kigge på en af dansk kunsthistories bedste malere, når det kommer til at skildre lyset – og den blå farve. Nemlig skagensmaleren P.S. Krøyer (1851-1909) og hans motiver fra Skagen i 1890’erne. Igen og igen malede Krøyer motiver som ovenstående på et helt bestemt tidspunkt af døgnet, nemlig i den blå time, som er det tidspunkt på døgnet hvor dagen bliver til nat. Om sommeren får himmel og hav et blåligt skær, når solen netop er gået ned i horisonten, og mørket langsomt falder på. I Krøyers “blå billeder” indgår ofte personer, stående eller gående langs vandkanten i Skagen.

I Krøyers motiver fra den blå time er billedopbygningen ofte ganske enkel, og en overgangsperiode på døgnet som han malede mange gange. I dette motiv står hans hustru Marie Krøyer model med ryggen til os, og med ansigtet drejet let i profil. Ved siden af hende sidder parrets hund Rap. Bemærk hvordan hele baggrunden nærmest fungerer som et blåt tæppe der flyder ud i hinanden. Baggrunden består af en meget høj horisontlinje hvor det blå hav fylder det meste, og den blå himmel kun fylder ganske lidt. Maries lyse hud, gul-hvide kjole og hat står i klar kontrast til det tusmørke som er ved at bryde frem, og den kraftige blå farve som omringer hende. Krøyer var en mester til at male lys, også når lyskilden kun består af månelys.

ANNA ATKINS, FERNS, CYANOTYPE. CA. 1840.

Som affrunding på dette tema, slutter vi af med en helt blå fototeknik – nemlig cyanotypi. Det er en særlig kemisk teknik, som blev opfundet helt tilbage i 1842, og en fotografisk fremgangsmåde der ikke nødvendigvis kræver kamera. Fotografierne bliver ikke forstørret, men skabt 1:1. Først bliver papiret bemalet med en særlig fotoemulsion. Derefter lægger man nogle genstande direkte på papiret, eksempelvis planter eller fjer, hvorefter papiret bliver lagt direkte i sollys. Efter ca. en halv time er processen færdig. Resultatet består altid af hvide silhuetter på blå baggrund (mere eller mindre sløret). En kunstnerisk fremgangsmetode koblet med naturvidenskabelige kemiske processer og fremkaldt af solens lys.

Et godt eksempel på cyanotypier er Anna Atkins’ (1799-1871) fotografier fra omkring 1840, som hun skabte som en naturlig del af hendes arbejde som biolog. Hun startede med at bruge planter fra havbunden til hendes fotogrammer – eller fotogeniske tegninger, som de også bliver kaldt, men tilføjede senere også mange andre elementer som fx bregner og fjer til sine album af cyanotypier. Det var smart at lave disse fotografier for en biolog, fordi de var direkte afbilleder af planternes former.

Hendes brug af mediet har siden inspireret mange andre kunstnere og fotografer, og den dag i dag kan du finde et hav af profiler på fx Instagram med kunstnere som specialiserer sig i at lave cyanotypier eller tilbyder workshops i den let tilgængelige teknik.

Vi håber, at vores tema om blå værker i kunsthistorien har givet dig lyst til at dykke endnu mere ned i denne motivverden, og måske udforske nogle af de omtalte kunstnere, værker eller teknikker yderligere.

Lyst til flere kunst- og kulturhistoriske temaer? Find dem her: TEMA

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: