“Det bedste i verden er at føle, at man har fundet en hylde (…) at der er afløb for noget. Det har været en nødvendighed for mig.”

Sådan beskriver dansk-iranske Melodi Soltani, kvinden bag soloprojektet, Ghazal, dét at leve med musikken som en naturlig og fundamental følgesvend. Den musikalske skabertrang og kærligheden til melodier og lyrik har nemlig altid været der, og da muligheden for at hellige sig musikken bød sig, gav det både en grundlæggende glæde og en ro helt nede i maven.

Med Ghazal inviteres vi som lyttere indenfor i et eksperimenterende, fængende og sanseligt univers af sange, som behandler universelle temaer med en legende og kontrastfyldt lyd. Inspirationen lægger sig i et krydsfelt mellem den vestlige pop og den iranske musiktradition, noget som hun finder særligt interessant at forene og videreudvikle gennem sin musik.

Ghazals debutsingle “Wedding Song” udkom i april, og vi kan godt afsløre, at den allerede er blevet afspillet mange gange hjemme hos os. Med lyde af persisk slagtøj og en dabke-klingende synthesizer fanger den øjeblikkeligt lytterens opmærksomhed, ligesom teksten giver stof til eftertanke med sin, på én og samme tid, melankolske og nøgterne stemning.
Vi har mødt Ghazal til en snak om musik, drømme og inspiration. Om netop at være blevet optaget på Rytmisk Musikkonservatorium, om drømmen om at optræde på Roskilde Festival og ønsket om at nå udenfor Danmarks grænser.
God lyttelyst! 🙂
Du kan finde Ghazals sange på Youtube og Spotify – og følge med i hendes videre musiske færd på Instagram-profilen @melodighazal 🙂
God fornøjelse!
