GUIDE: LOKALKULTUR-TUR #VALBY

I denne guide dykker vi ned i lokalområdets fine offentlige kunstperler, og tager dig med på en lokalkultur-tur gennem Valbys hyggelige gader.

Valby Langgade, Valby.

Valby ligger få kilometer vest for det centrale København og grænser op til Vesterbro, Frederiksberg, Hvidovre og Vanløse. Bydelen er særligt kendt for Valby Bakke med Zoo-tårnet som fikspunkt, Carlsberg og Nordisk Film. Filmproduktioner som Matador, Midt om Natten og Olsen Banden har deres udspring i Valby, hvor sidstnævntes billeder af byens gader med sikkerhed vil vække et genkendelsens smil hos mange Valby-borgere.

Byrummet i Valby er fyldt med offentlige kunstværker, der fortjener lidt ekstra opmærksomhed; lige fra nærværende skulpturer og farverige gavle til sociale og børnevenlige kunstprojekter i øjenhøjde.
I det følgende vil vi introducere dig for fem af vores yndlingsværker i Valby,

#1 ELEFANTPORTEN PÅ CARLSBERG

Man kan ikke sige Valby uden også at sige Ny Carlsberg Byen, og kommer du fra Valby Langgade, bliver du mødt af to store imponerende elefanter i fuld størrelse – også kendt som Elefantporten. Elefantskulpturerne er en del af de fredede bygninger fra 1921, som stadig findes på Carlsberg-grunden. Elefanterne er skabt i granit og sammen “bærer” de tårnet ovenover dem. Det er arkitekten, Vilhelm Dahlerup, som står bag disse elefanter, og flere af de andre bygninger på Ny Carlsberg.

Elefanterne virker enorme og livagtige, når man står ved siden af dem, men også meget eksotiske i bybilledet. De støtter begge snablerne på hver deres kugle, og på deres dækkener er symbolet for solen gengivet (det oldgamle tegn for solen – svastika – og ikke det senere hagekors). Bryggeren, Carl Jacobsen, blev inspireret til porten på en af hans udenlandsrejser, nærmere bestemt i Rom, hvor han så en stor elefantstatue på Piazza Minerva. Dertil er elefanten et symbol på trofasthed og styrke, og signalerer i den grad arbejde – hvilket passer godt som indgangsport til det imponerende bryggeri, Carlsberg, som i mange år fungerede som arbejdsplads for mange Valby-borgere.

#2 TROLD, DER VEJER KRISTENBLOD

Foran Jesuskirken på Valby Langgade, en kirke som i sig selv bestemt er et besøg værd (den vender vi tilbage til en anden god gang), kan du støde på troldeskulpturen af Niels Hansen Jacobsen fra 1896.

Skulpturen forestiller en trold med et nærmest djævlelignende ansigt, hænder med fuglelignende klør samt store troldefødder. Trolden skal minde os om den ondskab, som man, desværre, også kan møde i verdenen, og er, ifølge kunstneren selv, tænkt som et skræmmebillede på overtro og ondskab. Trolden er både mystisk og uhyggelig, men også betagende, fordi den virker livagtig på sin egen unaturlige måde. Trolden er skildret i bevægelse, som om den er færd med at udføre en handling med den ene arm løftet og en stærk beslutsomhed. På et tidspunkt i 1920’erne blev skulpturen fjernet, fordi flere borgere mente, at det var et blasfemisk kunstværk. Skulpturen blev rykket til Glyptoteket, hvor den oprindelige stadig findes i dag, mens vi må nøjes med en kopi i Valby.

Både Jesuskirken og trolde-skulpturen er skabt på baggrund af Carl Jacobsens donation og som en del af det store Carlsberg Bryggeri. Dermed må man sige, at bryggeren, og bryggeriet i det hele taget, har sat sit meget tydelige præg på Valbys kultur og bybillede.

#3 HANS JAKOB

Nu kommer vi til en skulptur, som er skabt af en af vores lokale favoritkunstnere, nemlig Hanne Varming (f.1939), som vi tidligere har skrevet et helt tema om. For når man siger Valby og kunst, kan man ikke undgå at komme ind på netop Varmings livagtige skulpturer af mennesker og dyr. Foran Valby bibliotek står hendes skulptur Hans Jakob fra 1978-1979 . Det er hendes yngste søn, som har stået model til skulpturen i en alder af ca. 8 år. Hans tynde og lange krop er nøgen, og han står lidt i sine egne tanker med et lettere fjernt udtryk i ansigtet. Der er noget dejligt genkendeligt og nærværende i Varmings skildring af denne unge dreng (også selvom man ikke kender modellen), og gengivelsen udståler en universel ungdom og nysgerrighed. Han passer godt til noget så folkeligt som et offentligt bibliotek for voksne og børn, og der er netop i sådanne et byrum, at den offentlige kunst kommer til sin fulde ret, fordi kunsten er let tilgængelig for alle.

Her vil vi tillade os at citere os selv som en opsummering på netop denne fine skulptur: Motiverne tager ofte udgangspunkt i den direkte hverdag og omgangskreds, i det familiære og det personlige, og alligevel formår hun [Hanne Varming] at gøre disse til universelle og relatérbare fortællinger. Læs meget mere om Varming her, hvor du også kan læse mere om en anden af Varmings skulpturperler i Valby: Konen med hundene.

#4 DRAGEN, BANANBÆREREN OG SNEGLEN

10 minutters gang fra det centrale Valby, finder du Folehavekvarteret; en samling af sociale boligbyggerier med Dyrehavehavelegeplads, bibliotek, plejehjem, kirke og en masse grønne områder. Folehaven er med sine lokale og fællesskabsorienterede ildsjæle i konstant udvikling og er, på mange måder, en lille landsby i byen.
Ved biblioteket og den lokale skole kan du opleve et socialt og lokalt baseret kunstværk fra 2006, bestående af tre farverige skulpturer; Dragen, Bananbæreren og Sneglen. Værkerne er udarbejdet i et samarbejde mellem kunstnerne, Nanna Mikkelsen og Erling Tingkær, skolebørn fra Kirsebærhavens Skole samt Folehavens beboere.

Nanna Mikkelsen, som også var lærer på Kirsebærhavens Skole, fik idéen til kunstprojektet, der skulle samle lokalområdet gennem kreativ udfoldelse.
Hun engagerede eleverne på skolen i arbejdet med at lave en række modeller til skulpturer, som gennem former, farver og nysgerrighed, kunne skabe glæde og inspiration i området.
Endvidere inviterede kunstnerne hele områdets beboere til at være med i tilblivelsesprocessen; Dragen, der til daglig går under navnet Slangen, er eksempelvis dækket af mosaik fra ituslåede tallerkener fra private hjem. Den 60 meter lange skulptur er dermed, foruden at være en indbydende legeskulptur, også en historiefortæller, som giver et indblik i de hjem, der har bidraget til dens tilblivelse.

Det tog Folehavens beboere, unge som gamle, tre år at færdiggøre de offentlige skulpturer, som i dag fremstår som kendetegn for hele lokalområdet. Værkerne er fine og inspirerende eksempler på, hvordan kunst og kultur kan være generator for fællesskab og samarbejde, og er tilmed et udtryk for lokalområdets mange muligheder.

#5 DRØMMEGAVLEN

“jeg drømmer om kvinden i mit liv”, “jeg drømmer om mindre fattigdom i verden”, “jeg drømmer om rabarberkage i solen”, “jeg drømmer om en sikker fremtid for mine børn”, “jeg drømmer om at møde messi” – er blot et lille udpluk af de sætninger, som man kan finde på Drømmegavlen, der er er udtænkt af Morten Søndergaard i 2015.



Lys-kunstværket, den dragende og inspirerende drømmegavl, blev udarbejdet i forbindelse med områdefornyelsen af Gl. Valby, hvor ønsket var at skabe mere lys i området ved Valby Gadekær. Digteren og kunstneren, Morten Søndergaard, spurgte boligblokkens beboere, hvad deres drømme for fremtiden var. Alle disse drømme er endvidere formuleret ud fra sætningen ”jeg drømmer om..”, hvilket skaber en både poetisk og flydende sammenhæng gennem hele gavlteksten.

At værket tager udgangspunkt i beboernes drømme, betyder, at det i høj grad bliver et lokalt kunstværk, som på flere måder passer perfekt ind i dets omkringliggende byrum, særligt fordi det referer til områdets egen virkelighed og personlige identitet. Selv håber Morten Søndergaard, at værket ligeledes kan inspirere os til at tænke over vores egne drømme og håb.

Gavlen oplyses ved LED-lys, der tænder en time før solen går ned og slukker igen når solen står op. I den anden ende af boligblokken er der efterfølgende tilføjet et lyspanel med teksten “Jeg drømmer om at se, hvad der er på den anden side”.

Drømmegavlen er bestemt et besøg værd, både i dagslys og efter mørkets frembrud, og den giver et både sjovt og eftertænksomt indblik i, hvor forskelligartede menneskers drømme er. Nogle virker finurlige og “lette”, mens andre fremstår omsiggribende og “tunge” – fælles for dem er, at de er lige vigtige for det enkelte menneske.

Vi håber, at du er blevet inspireret til at tage på en lokalkultur-tur i Valby, og mere generelt, til at udforske byrummets offentlige kunst! Næste gang tager vi dig med til Roskilde, hvor vi ser nærmere på den historiske bys spændende kunst og arkitektur.
God tur! 🙂

Info og fotos fra: Valby Lokaludvalg, Københavns Kommune, Wikipedia, mortensoendergaard.com og KULTURKANALEN.

Lyst til mere læsning om kunsten på Valby? Læs vores tema og guide om Valbykunstneren Hanne Varming eller om kunstneren Karl Hansen Reistrup som også skabte flere udsmykninger på bl.a. Carlsberg.

Mangler du tips til flere kunstruter? Så læs vores guide til 5 fantastiske facader i København.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: