TEMA: NIKI DE SAINT PHALLE

“I 1961 skød jeg mod: Far, alle mænd, små mænd, høje mænd, store mænd, tykke mænd, mænd, min bror, samfundet, kirken, klosterskolen, min familie, min mor, alle mænd, far, mig selv, mænd. Jeg skød, fordi det var sjovt og føltes godt. Jeg skød, fordi jeg var fascineret af at se malerierne bløde og dø (…) Et offer. Parat. Tag sigte. Skyd! Rød, gul, blå – maleriet græder, maleriet er dødt. Jeg har dræbt maleriet. Det er genfødt. Krig uden ofre.”
– Niki De Saint Phalle

I dette tema stiller vi skarpt på den fransk-amerikanske multikunstner, Niki de Saint Phalle (1930-2000), og hylder én af de mest inspirerende, radikale og visionære kunstnere fra det 20. århundredes vestlige kunsthistorie.
Pioner inden for performancekunsten, tydelig i sine skarpe feministiske budskaber og handlekraftig i håbet om en bedre verden. Niki de Saint Phalle var ganske særlig og helt sin egen; fandenivoldsk og rebelsk, humoristisk og legesyg samt, ikke mindst, excentrisk og forførende. Som kvindelig kunstner blev livsmålet at opnå anerkendelse i en mandsdomineret (kunst)verden.

Cathrine Marie-Agnès Fal de Saint Phalle blev født nær Paris af katolske, adelige forældre. Hendes forældre boede i New York, men hun tilbragte de første tre år af sit liv hos sine bedsteforældre i Frankrig. I New York levede familien siden et overklasseliv på Upper East Side med tjenestefolk, kok og barnepige. Trods forældrenes intentioner om en ordentlig katolsk privatskole havde den rebelske ballademager, Niki, en turbulent skolegang med mange skoleskift. Derhjemme havde hun desuden ikke meget tilovers for de klassiske kønsrollemønstre baseret på hjemmegående mødre og hårdtarbejdende fædre, og hun beskrev senere, hvordan hjemmet føltes som et fængsel, og at hendes eneste ønske var at erobre verden uden for, som hun mente, tilhørte mændene.

Niki de Saint Phalle på forsiden af Vogue (1952). Foto: Robert Doisneau.

I sine sene teenageår tog Niki dramakurser, og som 17-årig blev hun opdaget af en modelagent, hvorefter hun begyndte sin karriere som fotomodel for b.la. Vogue, Elle og Harper’s Bazaar. Jobbet var dog ikke et, som vakte begejstring hos hendes traditionelle og strikse forældre, som begge fordrede, at hun blev gift hurtigst muligt – helst med en velhavende og forsørgende mand.
Som 18-årig blev hun gift med den musik- og kunstinteresserede forfatterspire, Harry Mathews, og to år efter fødte hun datteren, Laura. Familien bosatte sig i Paris, hvor de levede et frisindet bohemeliv blandt kunstnere og forfattere.
Niki trivedes dog ikke, og hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling med en svær depression. Under indlæggelsen begyndte hun at male, og det kunstneriske arbejde blev en altoverskyggende terapi, der dulmede hendes indre kaos. Et kaos af indre dæmoner, og særligt én dæmon, som senere hen viste sig i hendes selvbiografiske skrift Mon Secret. I dette afslører Niki, at hun som 11-årig blev seksuelt misbrugt af sin far, og at denne oplevelse skabte en vred ung kvinde med et hav af destruktive og pinefulde tanker.

I 1955 fik parret en søn, Phillip, men den urolige Niki havde svært ved at kombinere familielivet med kunsten, som var blevet en nødvendighed, en redning og en uundgåelig skæbne. Efter flere depressive perioder og selvmordstanker forlod hun mand og børn for at dedikere sig til sit kunstneriske kald. Et brud, der paradoksalt set var smertefuldt og befriende på én og samme tid, og som blev toneangivende for Nikis kreative drive og tematiske kontraster.

Le Château du Monstre et de la Mariée (Monsteret og brudens slot) (1955).

I maleriet Le Château du Monstre et de la Mariée fra 1955 arbejder Niki med kontrasterne i skildringen af et eventyrligt, men dystert slot, hvor en hvid brud, en fødende kvinde og farlige fantasivæsener mødes i en eksplosion af farver og mønstre. Værket viser hvordan Niki, allerede tidligt i sin karriere, var optaget af kvindens roller, særligt bruden som anti-feministisk symbol, moderskabet samt kampen mod dæmonerne.
Netop selvfortællingen blev gennemgående i Nikis fremtidige værker og virke; “I mit arbejde er jeg dømt til at afsløre enhver følelse, tanke, erindring og erfaring (…) Alt bliver brugt – stor lykke, begær, tragedier og smerte. Det er alt sammen subjektivt. Det er alt sammen mit liv. Intet er hemmeligt.”
Gennem malerier, skulpturer, installationer, performances, selvbiografier og selvbiografiske statements, forfattet som breve, inviterer Niki, på teatralsk vis, publikum ind i sit livs forestilling – en selviscenesættelse, hvor hun bruger sin krop og forklædninger til at understrege pointer og temaer, akkurat som et kunstnerisk objekt. På den måde var hun på forkant med de kvindelige performancekunstnere, der i 1970’erne brugte deres kroppe som lærred.

Les Tiers (Skydebilleder) (1963)

I 1960’erne tilsluttede Niki sig kunstnergruppen, Nouveaux Réalistes, og havde ligeledes tilknytning til flere Fluxus-kunstnere. I denne periode skabte hun sine karakteristiske og opsigtsvækkende skydebilleder, hvor hun på ekspressiv vis beskød assemblager og skulpturer med små poser maling – ofte som del af publikumsinddragende performances, events eller filmoptagelser.
Som handlekraftig aktør skød hun først og fremmest mod mænd, deres magt og dominans, men også mod kirken, uretfærdigheder, den dydige kvindekrop og sine egne utilstrækkeligheder. I 1962 skød hun blandt andet på Vénus de Milo, den ideelle kvindelige skønhed, hvor malingen flød ned over den hvide, jomfruelige kvindekrop af gips. Niki fremstillede sig selv som gerningsmanden i kunstnerisk oprør.

Krudtrøgen og voldsomheden fortog sig en smule, da Niki gik ind i en kunstnerisk fase, som i højere grad var præget af selvransagelse og identitetsundersøgelse. Hun bevægede sig fra ydre, ekspressiv handling til en indre udforskning af den kvindelige identitet, og arbejdede især med afskillelige repræsentationer af kvinder og forestillingen om det feminine. Med humor, ironi og diversitet skildrede hun kvinder i forskellige roller; bruden, husmoren, den gravide, den fødende, sexsymbolet, heksen og den dydige pige. Kvindebillederne fremstår som en kritik af de konventionelle forestillinger og fordomme om kvinderoller og femininitet, mens heksene og den fødende kvinde repræsenterer seksualitet og råstyrke.

Del af  Les Trois Grâces (De tre gracier) (1995-2003). ARKEN (2016)

Særligt kendt er Niki for sin mangfoldige repræsentation af flotte, farverige og frodige damer – alle kaldet Nana, et fransk slang for ung kvinde, navnet på en prostitureret i Émile Zolas roman af samme navn og, ikke mindst, navnet på Nikis yndlingsbarnepige som barn. Nana’erne er festlige og frigjorte kvindeskulpturer, der let på tå hopper og danser i mønstret badetøj, og for Niki var de ensbetydende med stærke, livsbekræftende kvinder, som frisatte samfundets skønhedsidealer.
Med reference til det amerikanske kampråb om racelighed Black Power kaldte hun Nana’ernes kampgejst og udstråling for Nana Power.

Fra udstillingen Hon – en katedral (1966). Moderna Museet, Stockholm.

Nana-skulpturen nåede endvidere nye højder i 1966 med den gigantiske moder-Nana Hon – en katedral, som blev udarbejdet i samarbejde med kunstnerkollegaerne, Jean Tinguely og Per Olof Ultvedt, på Moderna Museet i Stockholm. En 25 meter lang fødende kvinde, hvis gravide krop, nærmest som et muntert hurlumhejhus, kunne udforskes af museets gæster gennem vagina.
Niki arbejdede med Nana’erne hele sit liv, og som hendes mest kendte værkserie er de blevet sendt ud i verden i hundredevis.

De monumentale, arkitektoniske projekter blev en central del af Nikis vision om at bringe glæde, humor og farve ind livet gennem kreativitet og skabelse – at ændre verden gennem kunsten. Hendes værker spænder bredt over hele verden; fra store offentlige skulpturer i Europa og USA, over Stravinsky-springvandet i Paris, til legepladser i Belgien, Israel og Californien.

Livsværket blev Giardino dei Tarocchi (Tarothaven), som Niki arbejdede på fra 1978 til sin død i 2002; en magisk og ekstravagant skulpturpark i funklende æstetik og med stor inspiration fra Gaudís Park Güell i Barcelona. I perioder levede Niki i selve haven, i Kejserindens mave, et hus formet som en sfinks, hvorfra hun afholdt byggemøder og fordelte arbejdet.

I 1993 bosatte Niki sig i Californien, hvor hun i 2002 døde af en lungesygdom. Med en kunstnerisk karriere, der strakte sig over 40 år, opnåede hun en central position på den internationale kunstscene. Hun skabte sin egen stil, som skilte sig ud, både kunstnerisk, æstetisk og konceptuelt. Som få kunne hun arbejde med kontraster, og hendes kunst rummer det hele; maskulinitet og femininitet, proces og produkt, ærlighed og iscenesættelse samt voldsomhed og befriende humor.
Hendes budskaber og tematikker er stadig vedkommende i dag, og Niki kan til stadighed skabe alt fra smil, forargelse og kritik hos de, som møder hendes kunstneriske power-univers.

Clarice Again (Clarice igen) (1967). Foto: Erica Schmied.

Tydeligt er det, at kunsten var både helende og livsnødvendig for Niki, og at hun gennem skabelsen og kreativiteten fandt sin vej. Prisen for den altoverskyggende dedikation til kunsten var høj, og den kunstneriske opgave måtte fuldføres til fulde: “Jeg følte, at jeg ved at forlade min familie havde gjort noget, der var så frygteligt, at jeg resten af mit begravede mig 100% i mit arbejde for at gøre det godt igen. Jeg havde brug for at bevise, at det, jeg havde gjort, ikke havde været forgæves, og at det havde været det værd.” Kunsten skulle være kompromisløs og have noget på hjerte, og Niki dedikerede hele sit liv til at formidle sine budskaber gennem et bredt spektrum af kunstneriske medier.

Man kunne, meget nemt, fortsætte i evigheder med at beskæftige sig med Niki de Saint Phalle og hendes farverige Power-univers, og hvem ved? Måske KULTURKANALEN vender tilbage til den fabelagtige kunstner en anden god gang! Sidst skal lyde en særlig tak til ARKEN for udførligt materiale, litteratur – og en fantastisk Niki de Saint Phalle-udstilling i 2016.

Kilder og billeder fra:

  • ARKEN Museum for Moderne Kunst
  • kunsten.nu
  • kopenhagen.dk
  • dailyartmagazine.com
  • kivoila.com
  • bentesrejser.dk v/ Bente Hoffmann

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: