TEMA: ANNA ANCHER

Anna Ancher: Syende fiskerpige, 1890. Tilhører Randers Kunstmuseum. Foto: Randers Kunstmuseum

KULTURKANALEN har besøgt Statens Museum for Kunst for at se den aktuelle udstilling om én af vores absolutte yndlingskunstnere; den sublime Anna Ancher. Vi har set frem til udstillingen længe, og vi kan roligt sige, at vi skal se den igen, inden den tager videre til Skagen. Anna Ancher er udpræget godt selskab, og det fremstår tydeligt, at SMK og Skagens Kunstmuseer har skabt udstillingen med stor kærlighed til og respekt for Anna Ancher, hendes kunsthistoriske betydning samt hendes imponerende værksamling.

Med udstillingen Anna Ancher præsenterer SMK den største retrospektive udstilling om kunstneren nogensinde. Udstillingen er produceret i tæt samarbejde med Skagens Kunstmuseer, og består af ca. 150 malerier og pasteller samt 30 tegninger. Dertil inddrages arkivmateriale såsom fotografier, breve, skitsebøger og kulturhistoriske genstande.

Anna Ancher, ca. 1900. Foto: C. Jørgensen, Herning. Skagens Kunstmuseer

Anna Ancher (f. Brøndum) blev født i Skagen i 1859, og boede der indtil sin død i 1935. På fineste vis forbandt hun de nye strømninger i europæisk koloristisk malerkunst med en stor kærlighed til lokalsamfundets mennesker, livsformer, vejr og landskab.
Med et bredt udsyn, nysgerrighed og en stor bevidsthed om en større kunsthistorisk tradition (bl.a. italiensk renæssance og hollandske interiørmalerier) skildrede Anna naturens skønhed, omgivelsernes små detaljer samt de mennesker og relationer, der prægede hendes liv.

Anna var på mange måder en moderne kvinde og forud for sin tid, både kunstnerisk og af sind. Som eneste skagbo og som én af de få kvindelige kunstnere fra denne generation, der havde kunsten som sin primære beskæftigelse og levevej, skilte hun sig ud.
Som ung tog hun flere vintre i træk til København for at gå på Vilhelm Kyhns tegne- og malerskole for kvinder, thi først i 1908 fik kvinder adgang til kunstakademiet på lige fod med mænd. Dertil rejste hun til Paris for at supplere sin uddannelse på Puvis de Chavannes’ anerkendte kunstskole, lige som hun fandt inspiration og påvirkninger i andre europæiske byer. Som SMK skriver: “Skagen var for hende omdrejningspunktet – men Norden og Europa var horisonten.”

Anna Ancher: Lille pige med blomst, 1885. Tilhører Skagens Kunstmuseer

At Anna rejste ud i verden for at hente både indtryk og erfaring med sig hjem til Skagen, havde stor betydning for hendes billedsprog. Hun var sublim i repræsentationen af forenklede billedrum, radikale farvevalg samt den fantastiske og dybt intense brug af lyset.

Anna Anchers værksamling er mangfoldig og rummer utallige facetter og temaer. Det nære miljø i Skagen, som var præget af pietistisk fromhed, fiskersamfundets barske livsomstændigheder og de tilrejsende kunstneres og intellektuelles idéverden. Endvidere de utallige repræsentationer af forskellige kvindeliv, fra datteren Helga og de unge fiskerdøtre til moderen og matriarken, Ane Hedvig Brøndum. Og så, selvfølgelig, lyset, som indtager en central rolle i en lang række af Annas værker. Det sanselige, sitrende lys (og dertilhørende skygge) som medierer mellem inde og ude, mellem interiør og landskab og mellem verden udenfor og den indre tanke- og følelsesverden.
Anna kunne, som ingen anden, skildre hverdagen, det nærmest banale motiv, med en fængslende nærhed og en indgående, respektfuld nysgerrighed.

Foto fra udstillingen. Anna Anchers landskabsmotiver

Vi besøgte SMK en onsdag formiddag, umiddelbart efter museets åbning, og det forekom os tydeligt, at Anna Ancher udstillingen er yderst populær. Museet var fyldt med besøgende, som næsten alle fandt vej til særudstillingen, og det var lige før, at SMK’s ellers store udstillingsrum blev for små til den enorme interesse.

Da vi træder ind af glasdørene bliver vi mødt af et rum, som ganske tydeligt er kurateret med Annas æstetik og motiver for øje. Væggene er malet i sart gul og himmelblå nuancer, og man har dertil valgt at lave store firkantede huller i rækken af skillevægge, der som solbeskinnede vinduer giver beskueren udsyn til den modsatte ende af udstillingsrummet.

Anna Ancher: Aftensol i kunstnerens atelier på Markvej, efter 1913. Tilhører Skagens Kunstmuseer

Netop vinduet som tærskel mellem ude og inde samt lyset, der materialiserer sig på væggen, er udstillingens første tema. Vi ser den karakteristiske skildring af lyset, hvor tykke lag af maling gør lyset dominerende, sitrende og nærmest glødende i de hjem som Anna skildrer. Det er ofte de gule og varme farver som går igen i Annas værker, hvor silhuetter af potteplanter i vindueskarme danner dekorative mønstre på væggene. Eller hvor det varme eftermiddagslys bliver sanseligegjort, som i de værker hvor Anna skildrer den ældre blinde kvinde siddende i sit hjem, med dagens sidste solstråler i ansigtet. I et værk som Solskin i den blå stue fra 1891 hvor datteren Helga sidder med ryggen til, er det også sollysets der former rummet. Med lysindfald og skygger på væggen, men også som oplysning af Helgas lysegule hår. Her får lyset en nærmest oversanselig virkning.

Anna Ancher: Solskin i den blå stue, 1891. Tilhører Skagens Kunstmuseer

Annas optagethed af lyset står ikke alene, men i tæt relation til hendes evigt eksperimenterende og undersøgende sans for farver. I et værk som det ovenstående er det ligeså meget den kraftige kontrast mellem det blå rum og Helgas gule hår, som giver værket liv. Ligeså i Annas mange undersøgelser og studier af sypiger fordybet i arbejdet.
I nogle af disse pastelportrætter arbejder hun med en nærmest blålilla tone i håret mod den gule baggrund. Hun sætter de to komplementære farver op imod hinanden, stærkt inspireret af de franske impressionisters teknikker, men hun tager også skridtet endnu videre, mod de efterfølgende ekspresionister, med bl.a. Paul Gauguin som forbillede, hvis værker hun oplevede både herhjemme og i Paris.

Foto fra udstillingen

Annas optagethed af lyset går igen overalt. I hendes studier og endelige værker hvad enten det er i blyantstegninger, pasteller eller olieværker – små studier af tomme rum med lysindfald, landskaber eller portrætter af familiemedlemmer; lyset er der altid.

Anna Ancher: Pigen i køkkenet, 1883-86. Tilhører Den Hirschsprungske samling

Alt det bedste fra Anna kan ses i hovedværket Pigen i køkkenet 1883-1886. Her er alle de karakteristiske elementer for Anna tilstede. Lysindfaldet på det gule gardin, farverne som bygger motivets rum op og kvinden fordybet i sin egen hverdag. Vi er fluen på væggen, som uforstyrret kan iagttage hendes rygvendte skikkelse og alle detaljerne i værket. Anna gør kvinderne i sine motiver til selvstændige individer og ikke som en del af et tableau, som det eksempelvis er tilfældet i flere værker af den samtidige maler, Vilhelm Hammershøi.

Anna og Michael Ancher: Stuen med de blå gardiner. 1892. Tilhører Skagens Kunstmuseer.

Det sidste værk vi vil komme ind på, vælger vi at kalde for kærlighedsbilledet. Titlen er Stuen med de blå gardiner fra 1892 og skabt af ægte kærlighed, ægtefælde til ægtefælde, kunstner til kunstner. På motivet sidder Anna ved sit skrivebord, med ryggen til os, og hendes karakteristiske silhuet er lyst op af en lampe.
I rummet er der fyldt med terpeter, møbler, planter og genstande. Kvindeskikkelsen er malet af Michael Ancher, som også selv var maler, og interiøret er malet af Anna. Det er dermed et produkt af et livslangt kunstnerfællesskab, hvor de to kunstnere støttede og diskuterede hinandens værker i fællesskab.

Som tidligere nævnt rummer Annas kunst mange temaer, fortællinger og kunstneriske facetter, og vi kunne blive ved med at beskæftige os med hende. Derfor er dette indlæg kun første del af vores oplevelse af Anna Ancher på SMK.
I anden del beskæftiger vi os med det umiddelbare møde med udstillingen: Hvilke værker støder man på, og hvordan er de kurateret? Hvad taler to kunsthistorikere om, når de ser en udstilling som denne? To kunsthistorikere som, i forvejen, er dybt begejstrede for kunstneren, men som også vil opdage nye sider?
Glæd dig til anden del af vores tema om Anna Ancher, hvor du kan lytte til vores lydreportage fra udstillingen. Du kan snart finde den i fanen KULTURKANALEN – PODCAST, som er vores nye tiltag!

Anna Ancher får vores bedste anbefalinger, og vi håber, at du også har fået lyst til at tage forbi SMK til en dag med værkernes fantastiske selskab!
Forårets store udstillingen kan opleves til d. 24. maj, hvorefter den rejser videre til Skagens Kunstmuseer.

Fotografierne taget af KULTURKANALEN, hvis ikke andet er nævnt.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: