ELSKET AF PICASSO – KÆRLIGHEDENS MAGT

Det er ingen hemmelighed, at vi på KULTURKANALEN holder meget af at besøge Arken Museum for Moderne Kunst – et ambitiøst, nytænkende og inkluderende museum, som giver den besøgende smukt kuraterede udstillinger og velovervejet æstetik, skarpe vinkler og interessante arrangementer.
Museets aktuelle udstilling Elsket af Picasso – Kærlighedens magt er ingen undtagelse, og vi kan allerede nu sige, at vores store forventninger til særudstillingen blev indfriet.

Gennem syv årtier skildrede den spanske kunstner, Pablo Picasso (1881-1973), kvinderne i sit liv, herunder med en særlig interesse i kvindekroppen, som han malede med en åbenlys beundring.
Elsket af Picasso – Kærlighedens Magt baserer sig på mesterværker fra Museé national Picasso-Paris, og viser i alt 37 malerier samt adskillige grafiske værker, tegninger, skulpturer, fotos og filmklip.

Udstillingen omfavner Picassos gennemgående forening af kunsten og livet, og fokuserer på skildringer af det nære familieliv og de personer, han elskede. Derfor bliver det gennem værkerne tydeligt, at Picassos kunstneriske udvikling fulgte hans kærlighedsliv og farverige privatliv; ægtefæller og kærester blev yndede motiver og dermed også vidnesbyrd på kvindernes individuelle og unikke personligheder.
Hans impulsstyrede kærlighedsliv med to ægteskaber, fire børn med tre kvinder og utallige affærer blev en råd tråd i hans kunstneriske virke.

Kvinderne er mangfoldige i deres repræsentation; kurvede og kantede, faverige og naturlige, stærke og hengivne samt erotiske og længselsfyldte. Picasso leger med former og figuration, således at billedets sparsomme elementer giver et genkendeligt motiv, som vi som beskuere let kan aflæse. Øjne, hår og bryster finder form og vej gennem den dynamiske streg og de kraftfulde farver.

Relationen mellem kunstner og model i atelieret er et gennemgående tema i udstillingen, og værkerne understreger en tydelig gensidig dialog mellem Picasso selv og de kvinder, som blev vedvarende inspirationskilder og sparringspartnere gennem hele livet.

Udstillingen er kurateret tematisk efter kvinderne Olga Khokhlova, Marie-Thérèse Walter, Dora Mar, Françoise Gilot og Jacqueline Roque, og som beskuer går man kronologisk gennem Picassos kærlighedsliv. Dermed er det kvinderne, der tager styringen og som står stærkest i kunstoplevelsen, noget som Arken understreger i kunstformidlingen.

Elsket af Picasso – Kærlighedens Magt er øjenlyst, og værkerne får lov til at træde frem fra den velvalgte grå væg som kraftfulde og sitrende mesterværker. Endvidere præsenterer udstillingen os for fantastiske sort-hvide fotografier fra Picassos liv i overdimensionerede størrelser, videoer af maleprocessen samt en gigantisk væg fyldt med farverige tegninger fra kunstnerens skitseblokke.

Vi kunne fortsætte med at komme med eksempler fra denne fine udstilling, men vil i stedet stoppe her og anbefale Jer at se udstillingen med egne øjne. Selv besøgte vi museet en torsdag aften, hvilket gav særlig plads til fordybelse i de mange skønne kvindeportrætter.

Udstillingen løber frem til 23. februar 2020 – besøg gerne Arkens hjemmeside http://www.arken.dk for mere info!

Rigtig god fornøjelse med oplevelsen af Picassos karakteristiske værker – og ikke mindst hans mange smukke og stærke kvinder!

Alle fotos er taget af KULTURKANALEN.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: