TEMA: STORM P.

Livet er et cirkus. Man kommer ind og bukker, render rundt, bukker igen og går ud .”
– Storm P.

Kunstner, satiriker, bladtegner, humorist, forfatter, skuespiller, opfinder, pibesamler, hundelufter og filmmager. Storm P. (1882-1949) var mange ting på én og samme tid.
I dette tema undersøger vi, hvordan Storm P. stadig, den dag i dag, kan få os til at trække på smilebåndet.

Det var i storbyen, og især på Frederiksberg, at Storm P. levede det meste af sit liv, og det var her, han stødte på sine karakteristiske figurer i starten af det 20. århundrede: manden med høj hat, hundelufteren, kvinden i pels og vagabonden på bænken. Storm P. var et geni, når det kom til at koble vittige budskaber til en tegning. Og hans tegnestil er ikke til at tage fejl af.

I det lille gule hus på hjørnet af Frederiksberg Runddel finder man Storm P. museet, som også er museum for humor og satire. Det er primært på øverste etage at Storm P.’s forunderlige, humoristiske og hjertevarme univers udspiller sig i alt fra malerier, tegninger, vittigheder og tegnefilm (Storm P. eksperimenterede som en af de første herhjemme med tegnefilm). På væggene hænger også fotografier af en ung Storm P. udklædt som skuespiller, fotos af ham selv og sin hustru “Mads” og deres hund Grog (der blev hovedpersonen i en hel række af historier).

Museet rummer også Storm P.’s skrivestue og hele hans enorme pibesamling.

På museets vægge kravler en masse af Storm P.’s små figurer rundt, imellem værker og citater, og op af trappen. Det viser hvordan han kunne tale til alle uanset aldre og højde.

I undereetagen er der skiftende særudstillinger som relaterer sig til Storm P, satire og humor. Udstillingerne henvender sig altid både til voksne, børn og barnlige sjæle. Dertil er der et særskilt rum for opfindelser – Storm P. var nemlig en glad opfinder. Opfindelserne fungerer dog bedst på tegninger.

Storm P var utrolig produktiv. Bare som bladtegner producerede han et hav af tegninger til forskellige danske og svenske aviser, ugeblade og magasiner. Herunder bl.a. Dagens Flue som udkom i Berlingske i alle årene fra 1939-1949. Disse fluer består af små tegninger knyttet sammen med en kort tekst indeholdende en komisk eller tragikomisk kommentar med udgangspunkt i danskernes hverdag. Fluerne er genoptrykt, og kan nydes hver eneste dag året rundt, hvis man køber en Storm P. årskalender (fås på museet og i de fleste boghandlere). Så får du tankevækkende og underholdende citater og tegninger hver eneste dag.

Det er svært at forklare Storm P.’s budskaber og humoristiske vittigheder og tegninger. De skal ses eller læses. Kort fortalt holder Storm P. med dem som stikker lidt udenfor samfundet og dets normer: vagabonden eller revisoren som hellere ville have været noget andet. Han tør gøre grin med bankmænd med høje hatte, politifolk, dommere og professorer. Han gør grin med magtindehaverne, og gør vagabonderne til de frie mennesker i samfundet. Som i motivet ‘Tilbage til naturen’.

I en anden tegning, som findes i museets faste samling, har han skildret små sure mænd der går frem og tilbage i deres rækkehushaver, lejligheder og i fængslet. Så kan man spørge sig selv hvad forskellen egentlig er. Især hvis man bare går rundt og er sur.

”Spørgsmål til mig selv: Hvad vil du helst – tegne kulørte sider og bo i en villa, eller bo på en kvist og være kunstner. Svar fra usynlige ånder: Jamen er de kulørte sider da ikke tegnet af en kunstner?”

Ovenstående er skrevet af Storm P. selv, og beskriver ganske fint hans forhold til det at være rigtig kunstner eller ej. Oprindeligt ville han være kunstner, men det blev primært som tegner han slog igennem. Flere af hans malerier fik ofte lidt dystre undertoner, og han var dybt inspireret af bl.a. den franske plakatkunstner Henri Toulouse-Lautrec og kunstneren Edward Munch. I stedet for at blive kunstner valgte Storm P. at gøre grin med kunsten – lige fra kunstanmelderen, den fattige kunstner og den rige mæcen som egentlig ikke har forstand på kunst.

Storm P.’s mest farverige og fremtrædende malerier er blevet til adskillige plakater og postkort, men kan også den dag i dag opleves rundt omkring på Frederiksberg i det offentlige rum. Bl.a. på hjørnet af Platanvej og Vesterbrogade, på Ingemannsvej, Grundtvigsvej, Værnedamsvej og på Helge Roeds Allé. Nogle af gavlmalerierne er tilmed helt nye, hvilket blot understreger hvor elsket en personlighed han stadig er i Frederiksbergs historie og identitet.

Og at møde motivet ‘Månen i gadekæret’ som toner sig op imellem byhusene på Ingemannsvej (hvor Storm P. blev født), kan kun give beskuren et lille smil på læben. Og forhåbentlig få os til at opdage det store i det små, selv på en gråvejrsdag.

Læs meget mere om Storm P på http://www.stormp.dk

Fotos er taget af Kulturkanalen. Collagen i indledningen forestiller fotos fra Storm P. museet. Enkelte tegninger og fluer stammer fra Storm P. museets hjemmeside. Samlingen rummer flere tusinde af hans tegninger.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: