TEMA: KELD HELMER-PETERSEN

Det er måske de færreste som ved det, men Den Sorte Diamant huser, udover læsesale og arrangementer, også Det Nationale Fotomuseum. I kælderen, under den store rulletrappe, møder man lige nu en stor fotoudstilling med titlen Finding Beauty. Og det er rent faktisk ægte skønhed, man finder her.

Udstillingen er en rig præsentation af kunstfotografen Keld Helmer-Petersens (1920-2013) virke, baseret på hans arkiv af fotografier, collager, avisartikler og genstande, der i dag tilhører Det Kongelige Bibliotek. Udstillingen viser, hvilket skarpt og grafisk blik Helmer-Petersen havde. Et fotografisk blik, som rækker langt udover kameraets linse, og som gør ham til en pioner inden for kunstfotografi, ikke blot herhjemme, men også i udlandet.

Hans arbejde som fotograf kan beskrives med ganske få ord, som han selv gjorde det: “At se verden som et uudtømmeligt hav af muligheder for billeddannelse”. Og hvis hans navn ikke umiddelbart siger dig noget, så kender du måske fotografierne på Kastrup Lufthavns Station, der er eksempler på hans grafiske motiver.

Helmer-Petersens fotografier er primært sort-hvide, men ikke som de gråtonede fotografier, man kender fra gamle familiealbum. Hans er derimod kraft- og kontrastfulde og ligner mere grafiske mønstre end fotografier. Man får lyst til at skrive SORT og HVID med store bogstaver for at understege det. I hans motiver møder vi telefonledninger imod en kridhvid himmel, udsnit af arkitektoniske bygninger fotograferet på solskinsdage, hvor skyggerne er tydeligst, smeltet sne på mørke sten, silhuetter og en masse fotogrammer. Sidstnævnte er fotos lavet uden negativer, men blot skabt af genstande lagt på papiret i mørkekammeret, fx cellofan, som derefter er blevet belyst og fremkaldt. Ens for både Helmer-Petersens fotogrammer og fotografier er, at de alle er efterarbejdet i hans mørkekammer. Kammeret som svarer til en malers atelier.  

På udstillingen bliver man overvældet af det stringente sort-hvide look, som går går igen i hele udstillingen. I midten møder vi Helmer-Petersens fotografier som enorme fotostater (der allerede var populære i 1950’erne) klistret op på væggen. De forestiller nærbilleder af naturmaterialer og er sidstillet med en lang række af mindre fotos med fokus på strukturer og overflader. Denne afdeling er en rekonstruktion af en udstilling fra 1965, som netop havde titlen Strukturer, og var et samarbejde med arkitekten Poul Kjærholm. Her bliver det understreget, hvordan Helmer-Petersens fotos bevæger sig i grænsefeltet mellem fotografi, design og kunst.

Fordi udstillingen er så stor, og bygger på et større forskningsprojekt, ser vi også andre sider af ham. I 1948 lavede han bl.a. bogen 122 Farvefotografier. På det tidspunkt mente de fleste fotografer, at farvefotografiet var for kunstigt og kun hørte til i modeverdenen. I dag anses bogen som banebrydende og findes kun i ganske få originale eksemplarer, som sælges til en høj pris på auktioner. På udstillingen møder vi også nogle af Helmer-Petersens portrætter, ikke af mennesker, men af fundne genstande og affald. Her ledes tankerne hen på den lidt tidligere tyske fotograf Karl Blossfeldt og hans nærstudier af planter.

Udstillingens sidste værker er skabt af Helmer-Petersen, da han var over 80 år gammel. Her bevægede han sig ind i den digitale verden og lavede igen fotos uden kamera. Ved hjælp af en scanner og diverse efterredigeringsprogrammer skabte han digitale fotografier, igen i sort og hvid.

Helmer-Petersen var også arkitekturfotograf. Han havde en helt særlig sans for at se de strukturer, mønstre og former, som vi andre så let kan overse, men som ofte forekommer i arkitektur eller i menneske- eller naturskabte tilfældigheder.

I de senere år er Helmer-Petersen for alvor kommet på mode igen, hvilket ikke er så underligt. For hans syn på verdenen virker fuldstændig tidløst, ligesom farverne sort og hvid for altid vil være tidsløse. Det skaber en tro på at selv det grimmeste, fx telefonmaster over et landskab eller kraner på en byggeplads, kan skabe smukke mønstre på en overskyet dag. Man skal bare tage Helmer-Petersens kameralinse på.

Hele hans biografi og udstillingens samlede tematikker kommer vi ikke nærmere ind på her, det skal opleves live. Men vi håber, at du vil give dig selv og din ven, søster eller onkel en sanselig oplevelse i denne udstilling. En varm anbefaling skal i hvert fald lyde herfra.

Læs mere om udstillingen, find åbningstider og priser her: http://www.kb.dk/da/dia/udstillinger/Keld_Helmer-Petersen.html

Alle fotos er taget af KULTURKANALEN.

This image has an empty alt attribute; its file name is blackheart-3.jpg

Leave a comment

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: